Kulturarv

Kulturarven skal bevares

Slots- og Ejendomsstyrelsen administrerer en stor del af vores kulturarv. Til manges overraskelse er kulturarven ikke noget, der hører under kulturministeriet, men derimod hører mange af vore smukke gamle slotte under Slots- og Ejendomsstyrelsen (SES). SES er organiseret direkte under Finansministeriet.

Gråsten Slot er statens ejendom. Dronning Margrethe II har arvet brugsretten efter sine forældres død. Dronning Margrethe II kan benytte Gråsten Slot, som hun måtte ønske. Indvendigt bestemmer Dronning Margrethe II, hvorledes der skal se ud. Det er i loven ”Civillisten” nøje fastlagt, hvem der skal betale for vedligeholdelse af have, swimmingpool, tennisbane osv.. Dronning Margrethe II overholder naturligvis denne lov, som rettelig må betegnes som en samarbejdsaftale.

Medens Dronning Ingrid levede brugte hun store private midler til at give Gråsten Slot og Slotshave et smukt udseende. Efter hendes død bliver der ikke tilført de ekstra midler, og det ses tydeligt, at man er i gang med at lave den smukke slotshave. De mange smukke og arbejdskrævende stauder, roser, sommerblomster og løgplanter fjernes til fordel for buske og græs. Med andre ord, har Slots- og Ejendomsstyrelsen ikke formået at bevare Dronning Ingrids smukke eftermæle i Sønderjylland.

Sådan varetager SES kulturarven…

SES administrerer også en lang række af statens slotte og palæer. I provinsen er disse slotte: Ålborghus, Spøttrup Borg, Skanderborg Slotsbanke, Koldinghus, Gråsten Slot, Sønderborg Slot, Nyborg Slot, Roskildehus. I København og Nordsjælland drejer det sig om: Esrum Kloster, Kronborg, Fredensborg Slot og Slotshave, Frederiksborg Slot og Slotshave, Erimitageslottet, Sorgenfri Slot og Slotshave, Bernstorff Slot og Slotshave, Charlottenlund Slot og Slotshave, Rosenborg Slot og Kongens Have, Amalienborg og Amaliehaven, Rytterstattuen på  Kgs. Nytorv, Orlogsmuseet, Gammel Dok, Ministerierne i Slotsholmsgade, Frederiksberg Have og Søndermarken, Christiansborg Slot og Det kongelige biblioteks have, Musikhistorisk Museum, samt Sankt Petri Kirke.

Det er dog ikke således, at man skal forvente, at SES laver stort arbejde alle disse steder. Der er store opgaver, som i dag er udliciteret til andre. Det kan således være vanskeligt at forstå, hvorfor SES overhovedet har noget med eks. Sønderborg Slot at gøre. Den primære bruger af Sønderborg Slot er Museerne i Sønderjylland. Parken bliver passet af Sønderborg Kommune. Så hvorfor SES overhovedet kommer ind i billedet, er vist kun et spørgsmål, som SES kan svare på. Koldinghus har samme relationer til SES. Brugeren er ikke SES, parken er udliciteret til Kolding Kommune. Så hvad skal SES her ?

Dronning Ingrids have

Umiddelbart efter Dronning Ingrids død gik man i gang med at omlægge Gråsten Slotshave. Det startede i haven ved ”Det lille hus”. Her blev plæne og bede omlagt, således at mange af Dronning Ingrids specielle planter forsvandt. Man omlagde plænen, så den var lettere at slå. I stedet for at have en særlig og spændende bølgeform, er det nu en lige kantet plæne. Omlægningen gjorde også, at man reducerede bedenes størrelse væsentligt.

Antallet af rosenbede mellem ”den hvide bro” og ”det lille hus” er reduceret væsentligt. Officiel grund var, at området var for fugtigt for roser. Det ville ikke være et problem at finde roser, der ville kunne klare sig i området. Men græs er nu engang mindre mandskabskrævende end roser. Havekyndige ryster på hovedet, når man siger, at der ikke kan gro roser i dette område.

“Det hvide bed” som havde Dronning Ingrids meget store interesse, blev fjernet kort efter hendes død.

Langs prinsessestien blev der hvert år udplantet en masse primula. Det var så fint, slotsgartneren udstillede disse på GASA. Der bliver ikke længere plantet primula ud langs prinsessestien.

Reduktionen af stauderabatten i forhaven

I 2005 blev det besluttet, at man skulle omlægge den store stauderabat i forparken. Den oprindelige stauderabat var lavet tilbage i 1935, og efter ønske og i samarbejde med Dronning Ingrid blev den omlagt omkring 1960. Stauderabatten var en af de største i Danmark. Suppleret med stauder var her også løgplanter og sommerblomster, således at der hele året var skiftende farver. Det smukke og store bed, var noget af det mest fotograferede og beundrede i hele slotshaven.

I september 2005 startede man omlægningen. Tegningen til det nye bed er lavet af landskabsarkitekten Jane Schul. SES informerede publikum gennem opstillede plancher. Plancherne viser en tegning, samt forklaring om, at dette sker i Dronning Ingrids ånd !

Pludselig er det i Dronning Ingrids ånd, at man reducerer stauderabatten med mellem 50 – 65 %. Denne reduktion anvendes til en række voldsomme buske, herunder stedsegrønne og liguster. Det kan næppe være Dronning Ingrids ånd. Mangfoldigheden af sommerblomster er ved at være en saga blot. Stedmoder, forglemmigej, tulipaner og narcisser er der heller ikke plads til.

Det er dog ikke kun dårligt, at man har omlagt stauderabatten. Man har installeret et automatisk vandingsanlæg og omlagt dræn. Der er lagt store områder med ukrudtshæmmende lag, dække af flis.

Omlægningen er en besparelse, som betyder at 1½ årsværk er sparet væk på dette projekt. For at gøre det hele perfekt har man ladet en anlægsgartner stå for jordbearbejdningen, nye dræn, ukrudtshæmmende lag og beplantning af buske. Beplantning af stauder havde man ikke tid eller kompetence til, så det blev foretaget af Sønderborg Kommunes gartnerafdeling.

Smedejernslågerne

Ved indgangene Storedam og Felstedvej er nogle smukke smedejernslåger. Det er acanthus som slynger sig smukt. Eller igen må man sige var. Disse to låger er meget rustne, og kan næppe reddes. Det er formodentligt for dyrt at lave nye tilsvarende låger i smedejern, så det kan betyde, at man blot fjerner disse.

Nedlæggelse af gartneri

I foråret 2005 bekendtgjorde SES, at gartneriet på Gråsten Slot skulle nedlægges. Grundet en sen bekendtgørelse fik medarbejderne ”lov” til at gøre den produktion, der var sat i gang, færdig. Herefter skulle man nedlægge gartneriet, og fremover skal man indkøbe sommerblomster fra eksterne leverandører.

Nedlæggelsen af gartneriet er et stort slag mod Gråsten Slotshave. Haven har gennem mange år været kendt for de mange forskellige udplantningsplanter. De sikrede, at uanset hvornår på året man besøgte parken, ville der være blomstrende planter og et afvekslende farvespil.

I forbindelse med at SES ikke ønskede, at man producerede sommerblomsterne længere, gik man skridtet videre og bad om at kongehuset skulle betale for driften af gartneriet.

Beslutningen var taget mellem SES og kongehuset, men det var ikke hele kongehuset, der kendte til den aftale. Det gjorde, at man i august 2005 genforhandlede. Resultatet er, at man fortsat mod betaling fra kongehuset vil producere tomater, druer, ferskner, nektariner samt krydderurter. Der skal fremover stadig produceres ”Dronning Ingrid Pelagonier”. Man genforhandlede dog ikke den store og spændende produktion af urter. Produktionen af urter blev holdt ude af forhandlingerne. Således vil der ikke være det mangfoldige udbud af varer, som kongehusets kokke har sat så stor pris på.

Holder ikke gamle aftaler

Det helt “morsomme” i forbindelse med nedlæggelsen er, at SES ser stort på en aftale der blev indgået 1935/36. Den ”Sønderjyske Fører” socialdemokraten I. P. Nielsen, lavede et stort arbejde for at få Kronprins Frederik og Kronprinsesse Ingrid til Gråsten Slot. Der blev lavet et overdragelsesdokument, i hvilket man forpligter sig til at give grøntsager, blomster og frugter fra Gråsten Slotshave uden beregning i den tid hvor Kongefamilien bebor Gråsten Slot. Denne aftale blev diskuteret i forbindelse med nedlæggelsen af den store frugtplantage omkring 1960. Her valgte man at beholde en vis produktion, idet det ikke ville influere på den indgåede aftale. Så vidt vides er den tinglyste aftale ikke relateret til en bestemt person i kongefamilien. Aftalen er på Landsarkivet i Åbenrå.

I forbindelse med nedlæggelsen af gartneriet skal det også nævnes, at både anerkendte restauranter og Gråsten Kommune, har tilbudt at drive gartneriet mod at der blev åbent for offentligheden. SES har ikke behandlet disse henvendelser. Nu er det et faktum, at gartneriet er væsentligt reduceret.

16 ansatte

I perioder har man været oppe på 16 ansatte i Gråsten Slotshave. Nu er der 3 ansatte. Det drejer sig om en gartneruddannet, en medarbejder, der har været gartnermedhjælper i 25 år og som nu er opkvalificeret til gartner, samt en gartnermedhjælper. Endvidere forlyder det at man har op til 5 vikarer ansat. Ledelse af medarbejderne foregår fra København. 1 – 2 gange om måneden kommer en driftplanlægger for at holde møder med ansatte og leverandører. Der er ikke længere ansat en slotsgartner til ledelse og fordeling af arbejdsopgaver, ligesom man ikke har en lokal repræsentant til varetagelse af kontakten til kommune, turistbureau, menighedsråd m.v..

Set i forhold til statens ønske omkring flere i arbejde mv. må det siges at være underligt, at en organisation under finansministeriet ikke satser på uddannet og velkvalificeret arbejdskraft, samt at man ikke har praktikpladser for unge under uddannelse.

Gråsten Slots betydning for turismen i Sønderjylland

Når man ser over foråret, sommeren og efteråret, kommer der mange gæster til Gråsten Slot, Slotshave og Slotskirke. Det har været en perle, som ikke alene besøges af lokale. Gæsterne kommer ofte langvejs fra. Et opland til Gråsten Slot er faktisk væsentligt større, end det SES beregner for de attraktioner, man har i København og Nordsjælland (også selv om man medregner Skåne), og som ellers får større og større midler.

Et naturligt opland er:

Hele Jylland og Fyn 3.000.000
Schleswig-Holstein 2.850.000
Hamburg 1.750.000
Ialt 7.600.000

Hele sommeren har Gråsten Turistforening rundture i slotshaven. Det er på eget initiativ og for egne midler, dette sker. En til to gange ugentligt vises der rundt. Det er dog således, at SES ikke omviser for andre end ”fagligt personale” (gartnere, landbrugselever). Haveforeninger har således ikke mulighed for at få en guidet tur i slotshaven. Det kan kun ses, som at man ikke har interesse i at formidle kulturarven.

Desværre går nedlæggelsen meget hurtigt, men det vil dog være en glæde at skulle lave denne hjemmeside om og fortælle, at der nu igen er en positiv udvikling med Gråsten Slot.

Gråstenæble skal fejres i Sønderborg

Gråsten æblet er udvalgt som Danmarks nationalæble. Dette blev fejret under en stor og meget velbesøgt æblefest afholdt i slotshaven i september 2005. Desværre var det en enlig svale. SES har afvist en ansøgning om at afholde en ny æblefest i Gråsten Slotshave. SES er dog ikke totalt afvisende…. -Nej man vil gerne, hvis man vil afholde den i Sønderborg Slotshave!

Slottet

Gråsten Slot er meget smukt. Desværre vedligeholdes mure og vinduer ikke videre godt. Man renoverer et mindre antal vinduer på nuværende tidspunkt, men der er ikke midler til at gå alle vinduer igennem. Det betyder man kan se vinduesrammer lavet af egetræ forfalde på det groveste. Vinduesrammer af egetræ er fra før år 1805 og må siges at være bevaringsværdige. En del af vinduerne er under renovering, men ikke alle.

Man ser endvidere udvendigt på Gråsten Slot, at der er problemer med fugtskader og afskalninger af kalken. Der er et problem med en kraftig revne i trappeopgangen til pulpituret i slotskirken.

Taget har en problematisk tilstand. I stormen primo 2005 faldt store partier af tagsten ned. Rygningen har været løftet, således at en ny storm uvilkårligt vil give nye problemer. At tagstenene faldt i stormen gjorde kun, at der i 2005 ikke var midler til vedligeholdelse af Gråsten Slot.

Hjemmeside

Slots- og Ejendomsstyrelsen har en hjemmeside for Gråsten Slot. Denne side skal virke som information for interesserede. Hvis man vælger at se på menupunktet: Gråsten Slotskirke får man følgende tekst:

"Gråsten Slotskirke

Gråsten Slotskirke i nordfløjen er den eneste del af Gråsten Slot, som er åben for publikum. Kirken er også det eneste, som er tilbage af Ahlefeldts gamle slot. Kirkerummet er rigt udstyret med et bemalet stukloft, en stor, pompøs altertavle og en overdådig maleriudsmykning, der har forbillede i jesuiterkirken i Antwerpen.

Arrangementer

Om sommeren deltager den kongelige familie ofte i de offentlige gudstjenester, og der afholdes en del kulturelle arrangementer. Både en dansk og en tysk menighed holder til i kirken."

Billedet, der vises, er af den modsatte fløj, sydfløjen. Det er i øvrigt med det gamle og nedlagte stauderabat i forgrunden!

Det er meget underligt, at den kulturformidlende organisation SES ikke kan finde mere at fortælle om den smukke kirke.

Det er også underligt, at man 8 dage før man påbegynder at grave den store stauderabat op, offentliggør et spørgsmål på hjemmesiden, der citerer Jens Hendeliowitz bog “Danmarks Kongelige Haver”. Man svarer:

Vi kan oplyse, at der ikke er planer om at nedlægge gartneriet eller ændre på den for publikum synlige del af havedriften i Gråsten Slotshave.

Siden dette blev skrevet, er stauderabatten ødelagt, gartneriet næsten nedlagt og løg og sommerblomster reduceret væsentligt.

1 kommune - 5 slotte

Den nye Sønderborg Kommune er helt unik. Det er faktisk den kommune i landet med flest slotte. De er: Gråsten Slot, Sandbjerg Slot, Sønderborg Slot, Augustenborg Slot og Nordborg Slot. Dette giver Sønderborg Kommune helt nye muligheder, når man skal se på nye udviklingsområder for turismen.

Det er derfor vigtigt, at  Ferieregion Sønderborg forstår, at gratis glæder er noget af det, man sætter højest på en ferie. Området har så meget at tilbyde: kultur, historie, oplevelser. En egn, der er blandt landets smukkeste, så det er på tide, man prioriterer slottene. Det kan da godt være, at man ikke lægger penge i slotshaven, men det gør turisten mange andre steder i den nye store kommune.

Vil Du være med... ?

Nu har du læst lidt om, hvad der sker. Jeg ser frem, til at du vil deltage i arbejdet med at påvirke folketing, regionsråd og kommunale folkevalgte, så man igen kan få Gråsten Slot til at blive den perle, som den har været. Det vigtigste er, at VORES KULTURARV REDDES

Gråsten Slot er en af Sønderjyllands kendeste og smukkeste turistattraktioner. Den perfekte beliggenhed i umiddelbar nærhed af natur, sø, fjord og ikke mindst den driftige handelsby Gråsten.

Åbningstider

Hvem er online

Vi har 7 gæster og ingen medlemmer online