Beboere

Beboere

Grever og hertuger

At fortælle historien om Gråsten Slot er også at fortælle en meget vigtig del af den danske historie. Det er både om Ahlefeldt-slægten og hertugerne af Augustenborg, - nogle af landets mest indflydelsesrige familier. Begge var meget tæt på kongehuset, og var væsentlige spillere i den meget spegede ”sønderjyske arvesag”, som drejede sig om, hvem der havde ret til hvad.

Ahlefeldt’erne

Claus Ahlefeldt havde ved sin død i 1487 3 sønner, der skulle arve efter ham. Den yngste, Joachim, var teolog og ærkedegn i Slesvig. Derfor var det de to ældste brødre, Benedikt og Jørgen, der skulle dele arven. Arven var bl.a. deres hjem, slotsgården Søgård, beliggende mellem Åbenrå og Flensborg.

Benedikt og Jørgen var godt nok brødre, men ikke gode venner. De delte derfor både jord og slotsgård med en stor muret mur direkte gennem gårdspladsen!

I år 1500 var kong Hans i en stor batalje med bønderne i Ditmarsken. I Ditmarsken kæmpede man hårdt, og mange faldt. Der var hele 9 mænd i Ahlefeldt-familien, der blev dræbt, blandt dem var Jørgen. Benedikt overtager herefter Søgård som fuld ejendom.

Ved Benedikts død i 1519 overtager sønnerne Frantz og Gregers Søgård. De to kunne heller ikke forliges, og stridighederne mellem brødrene eskalerede voldsomt. Igen blev alt delt, og Gregers fik ved arvedelingen området ved Gråsten, og Gregers flyttede herefter fra Søgård.

Han flytter ind på det lille jagtslot Troldlykke, der er beliggende ca. hvor Bibliotek og Idrætscenter er idag. Det var dog kun i de gode måneder, han boede her, da han ellers opholdt sig i sine huse i Flensborg.

De to brødre Frantz og Gregers deltager i sommeren 1559 i en krig mod Ditmarsken. Frantz falder under stormen på Heide den 13. juni, og Gregers bliver såret i benet af et skud. Da han fortsætter kampen og ikke får behandlet såret, medfører det hans død. De bliver begge begravet i Kliplev Kirke.

Da Gregers dør af sit sår, arver hans søn Hans Gråsten Slot. Han er ikke myndig, så moderen styrer arven, der bl.a. består af Gråsten og Halvsøgård. Han afgår ved døden allerede i 1580, og igen må en umyndig søn, Gregers (1577 – 1620), overtage besiddelserne.

Gregers var den, der for alvor gjorde Gråsten Slot stort. Han var den, der uden blusel nedlagde en lang række gårde og lagde jorden under sin herregård. Da det lille jagtslot Troldlykke brændte i 1603, gik Gregers ufortrødent i gang med at flytte slot og gård over på den anden side af noret. På Fiskenæs anlagdes et teglværk, så der kunne leveres byggematerialer til det pragtslot, han gik i gang med.

For at stabilisere byggeriet blev der også bygget to dæmninger, således at noret blev adskilt fra det salte fjordvand. Da man ikke var helt sikker på naboerne, var her også voldgrave og andre forsvarsværker, der kunne sikre det nye slot.

I 1616 stod det nye slot klar til indflytning.

Han havde kun få år på sit slot. Han døde 1620 og efterlod sine besiddelser til den ældste søn, Hans, som på dette tidspunkt var ca. 15 år gammel.

Han fortsatte faderens grove arbejde og nedlagde gårde og landsbyer for at lægge jorden under sit eget gods. Bønderne fik et mindre jordlod og hoveriarbejde på godset. Det var et hårdt og arbejdsomt liv at være under godset. Mange klagede til kongen, men det gjorde ikke deres kår bedre, det aggressive Ahlefeldt-blod rullede i årerne. Det gik bl.a. ud over en præst, Konrad Ziegler fra Kværs, der kort og godt fik bank af Hans. Det fik dog kongen til at pålægge Hans en bøde på 2000 rdl. hvis han igen forulempede eller forhindrede Konrad Ziegler i at udføre sit hverv.

Hans Ahlefeldt var meget respekteret blandt sine lige. De valgte ham til formand for den slesvigske del af ridderskabet ved hoffet i København. Han var ligeledes meget vellidt hos hertugen på Gottorp.

Hertug Filip af Glücksborg

Det koster meget at have en ødsel livsstil, som Hans havde, så i 1647 sælger han Gråsten til Hertug Filip på Glücksborg. Prisen var 90.000 rdl., og det gav Hans et pusterum for kreditorerne. Der går dog ikke længe, før Hans igen er på spanden og må bede kongen, Frederik III, om en skattelettelse. Hans dør således forarmet og jordløs i 1662. Han havde sat hele familiens formue over styr.

Hertug Filip boede ikke på Gråsten, da han havde et meget herligere slot på den anden side af fjorden, og han fik også problemer med økonomien.

Ahlefeldterne kommer tilbage

Samtidig er to andre Ahlefeldter på banen. Det er Frederik og fætter Ditlev. De deltager i diverse krige og rejser i Europa. Faktisk er det således at Ditlev redder Frederik. Ved et slagsmål på en kro i Amsterdam kommer den iltre Frederik til at slå en mand ihjel, og med diplomati og penge lykkes det Ditlev at få ham fri for den truende dødsstraf. Således frikendt drager Frederik Ahlefeldt til Danmark. Hans jordiske gods, Søgård, er skudt sønder og sammen. Han ville ikke opholde sig under sådanne forhold, hvorefter han drog til København. Her udnævntes han i 1657 til generalkrigskommandant. Dette var i forbindelse med krigen mod Sverige. Det lykkedes ham både med sine militære evner og diplomatiske virke at forhandle fred, bl.a. med en troløs hertug på Gottorp og svenskerne.

Gennem et giftermål med Grev Rantzaus datter lykkedes det ham at få et par godser og et større pengebeløb. Det var ikke et giftermål med Grev Ranzaus billigelse, men af nød måtte han give Frederik datterens medgift.

Det var nu lykkedes Frederik, ikke alene at få et godt navn hos kongen, men også at have et anseeligt beløb på kontoen. Han forliges med svigerfaderen og udnævnes til vicestatholder i hertugdømmerne.

Nu da Frederik er en holden mand, får han mulighed for at købe Gråsten tilbage fra Filip af Glücksborg. Det gør han for 65.000 rdl.. Et beløb, der var 25.000 rdl mindre, end det Hertug Filip havde givet for herlighederne.

Den unge og særdeles aktive statholder sørgede for, at kongens aktiver blev forvaltet godt. Han havde tillige et stort arbejde med at administrere sine egne besiddelser. Det var ud over Gråsten og Søgård også Tranekær Slot på Langeland, Herningsholm, samt et stort marskområde ved Elben.

Han var meget på farten, men opholdt sig helst på Gråsten, og da hans morfar Gregers’s slot ikke helt stod mål med Frederiks ambitioner, gik han i gang med en større ombygning.

Gråsten Slots storhedstid

Hele ombygningen var ikke tilendebragt, da Storkansler Frederik dør i 1686.

Det bliver storkanslerens søn, der også havde faderens navn, der overtager grevskabet Langeland og de sønderjyske godser. Han havde en god uddannelse, og faderens rigdom gav god ballast. Efter en militær karriere opholdt han sig en del på Gråsten, og uden skelen til omkostningerne fortsatte han sin faders byggeri. Lige som faderen var han meget haveinteresseret, og han fik den store slotshave anlagt i barok stil. Der var bl.a. store springvand og et orangeri. Dette havde dog en så dårlig bygningskvalitet at man lod det ombygge efter kun 30 år til et menageri. Storkansleren Frederik Ahlefeldt fandt også det senere så berømte Gråsten Æble på en af sine mange rejser. Han bragte det hjem fra et kloster i nærheden af Geneve. Det har næppe været det samme æble og den samme smag, som når vi plukker et æble fra træet i slotshaven, idet vækst, vejr og miljø har stor indflydelse på frugten.

De store ombygninger, hans rejser, fester og meget dyre livsstil gjorde at han, til trods for en række fine titler og stillinger, døde med en stor gæld. Han efterlod sig en gæld på 300.000 Rdl.. Dette skal også ses i lyset af, at han arvede ca. 1.5 mill. Rdl. fra sin far. Men da Frederik den Yngre ikke efterlod sig arvinger, var det hans yngre bror Carl, der overtog Gråsten Slot.

Carl Ahlefeldt fik ikke alene Gråsten, Søgård og Langeland, men også Rixingen og Mørsberg ved broderens død. Slægtens besiddelser var nu igen samlet på en hånd. Carl var meget vellidt ved hoffet, men var som sin bror ikke bleg for en god fest. Endvidere havde han stor glæde ved at bygge, og han lod bl.a. Sorgenfri, som han havde arvet fra sin svigerfar, ombygge. Broderens gæld, krigsskader på flere af sine godser og ikke mindst misvækst og kvægpest gjorde at han ikke kunne låne mere. I 1721 fik han en betalingsstandsning af kongen, men da var det for sent. Kort efter udløbet af denne betalingsstandsning i 1722 blev han syg, fik høj feber og døde.Hans 20 årige søn var ikke i stand til at vedgå arv og gæld, hvorfor alle godser og besiddelser, dog Tranekær undtaget, blev sat på tvangsauktion. Auktionen blev afholdt på Gottorp, og som det også er i dag ved denne type auktioner, er salgspriserne lave. Hertug Christian August I købte Gråsten, Fiskbæk og Kiding for kun 95.000 rdl..

Augustenborgerne på Gråsten

Gråsten Slot går nu ind i en ny æra under hertugerne af Augustenborg.

Købet af Gråsten Slot var en god forretning for hertug Christian August. Indtægterne fra landbruget androg ca. 15.000 rdl. årligt, så det var en god forrentning af købesummen. Gråsten Slot var dog stort, måske for stort for Christian August, så han benyttede ikke slottet så ofte. Det var primært som sommerslot og til de mange jagter, som blev holdt i de vildtrige Gråsten Skove.

Den manglende benyttelse gjorde også, at slottet til en vis grad forfaldt.

Et stort pengeforbrug til fester og en stor levefod gjorde, at til trods for, det fordelagtige køb af Gråsten og de mange penge fra driften, døde Hertug Christian August I i 1754 som en fattig mand. Han efterlod en stor opgave til sønnen Frederik Christian I.

Slottet omtales af flere som værende under kraftigt forfald, da det store slot bryder i brand 4. februar 1757. Det formodes at være sket under restaureringsarbejde. Slottet nedbrænder, og kun kirken samt pavillonerne før og efter kirken reddes. Brandskaden opgøres til 100.000 rdl., så at opføre et nyt slot i samme størrelse og pragt er desværre ikke muligt. Frederik Christian I opfører nu et mindre slot og i store træk som det slot, vi kender i dag. Opførelsesprisen opgøres til 40.502 rdl.. Slottet står nogenlunde færdigt omkring 1759.

Frederik Christian I havde i starten af sin regeringsperiode store økonomiske problemer. Disse løstes til dels af en årlig rente fra kongen, for god udført tjeneste i militæret. Kongen eftergiver ham en del gæld. Endvidere hjælper en god medgift fra giftermålet med prinsesse Charlotte Amalie fra Plöen.

Da økonomien er genoprettet, går han i gang med et nyt slotsanlæg i Augustenborg samt omfattende reparationsarbejder på Gråsten Slot.

De store aktiviteter som byggeriet på Gråsten afstedkom også bygning af huse i Gråsten. Det var nødvendigt med boliger til de mange håndværkere. For også at gøre det attraktivt for familier, bygges også skole og der gives tilladelser til at købmænd etablerer sig.

Hertug Frederik Christian I havde særdeles gode forbindelser til kong Christian VII og dennes hof. Så gode, at hans søn Frederik Christian bliver forlovet med datteren Louise Augusta, en forlovelse han i starten var noget loren ved, idet det var en kendt sag, at Louisa Augusta ikke var kongens datter, men Struensee’s. Det var en ”sag” af stor politisk betydning, idet Kong Christian VII var sindslidende, kronprinsen var ikke rask, og der var således en stor sandsynlighed for, at den oldenborgske kongeslægt ville uddø. Det ville således betyde at Holsten tilfaldt Augustenborgerne, og Danmark-Norge ville tilfalde kronprinsen. Ved  at forene de to kongehuse ville man opnå en stærk alliance, og dette kunne få stor betydning for Frederik Christian.

Hertug Frederik Christian I døde efter flere års svagelighed og sygdom i 1794.

Magtkampe

Sønnen Frederik Christian II overtager alle faderens godser og hertugtitlen. Han er velbegavet og har opnået en særdeles god uddannelse. I sin ungdom rejste han meget i Europa og oplevede mange af de strømninger, der prægede Europa efter den franske revolution.

Han blev gift med prinsesse Louise i 1786, og han fik straks plads i gehejmerådet, ligesom de straks flyttede ind på Christiansborg i København. (Det var dengang kongeslottet).

Formodentlig har Frederik Christian II haft en drøm om at kunne overtage tronen, men den brast, da Arveprinsen fik en søn. Dette gjorde, at det gode forhold mellem den senere konge Frederik VI, kom til at lide under dette og andre belastende forhold, så der opstod dyb mistillid dem imellem.

Et af de væsentlige problemer var, da Frederik VI ville indlemme Holsten i Danmark og indføre Kongeloven her. Dette ville reducere/fjerne Frederik Christian II og slægtens arveret til Holsten. Dette blev i 1810 løst med indførelsen af et patent, men skabte dybe ar i forholdet, der herefter igen blev sat på prøve. Kong Frederik VI ville gerne  samle de 3 nordiske riger under egen trone. Hertug Frederik Christian II blev tilbudt den svenske trone, og et større rænkespil var i gang i København. Det endte med, at Frederik VI fik forpurret, at hertugen blev svensk konge, og denne titel gik til den franske marchal Jean Baptiste Bernadotte.

Disse mange kampe mellem kongehuset og hertugfamilien sled hårdt, og hertug Frederik Christian II valgte at flytte fra København og tilbage til Gråsten og Augustenborg. I det sønderjyske var han vellidt. Bønderne håbede at de ved skiftet af hertug ville komme under en mere ”fremskridtets mand”, og at de kunne opleve, at hoveriet blev afskaffet. I 1796 gav Hertug Frederik Christian II et positivt svar på en sådan henvendelse. Da der ikke skete noget i de kommende par år, spurgte man igen, og denne gang var svaret nej! Hertugen havde ombestemt sig. Der var mange forhandlinger, men det lykkedes ikke at komme frem til et kompromis.

De sønderjyske arveforhold interesserede ham meget i de sidste år af hans levetid. Det var, som om han bar på en stor bitterhed. Han ønskede kun at kunne kræve slægtens ret tilbage og hævne sig på uretten fra København.

Frederik Christian II dør i 1814, kun 48 år gammel og blev stedt til hvile i familiens kapel på Sønderborg Slot.

Hertug Frederik Christian II’s søn Christian August II arvede titlen og godserne fra sin far. Han var vokset op i København og som faderen glimrende uddannet. Moderen, der var født dansk prinsesse, hjalp Christian August II, med at drive godserne. Christian August II var kun 16 år , så selv om han havde haft en glimrende opvækst, havde han kun lille erfaring.

Han blev som 17 årig forlovet med komtesse Louise Sophie Danneskjold-Samsøe. Kort efter tog han sammen med sin bror på en dannelsesrejse i Europa. Her knyttede han mange kontakter til både adel, politikere og lærde, noget som kom til at betyde meget i hans fremtidige virke.

Som 22 årig giftede han sig med Louise Sophie på Gisselfeld. Hans søster var 5 år tidligere blevet gift med den danske tronfølger og boede på Odense Slot.

Det atter så gode forhold til kongehuset gjorde, at man igen så mere til hertugfamilien i de adelige kredse.

Sommeren holdtes på Gråsten Slot og vinterhalvåret på Augustenborg Slot. Ofte havde de selskabeligt bud, og man inviterede ofte til større selskaber.

Under sin rejse rundt i Europa havde han i England fået en stor interesse, nemlig opdræt af fuldblods væddeløbsheste, og han begyndte at holde en uges fest omkring hertuginde Louise’s fødselsdag med hestevæddeløb. Dette tiltrak mange interesserede fra nær og fjern. På Landsarkivet i Åbenrå kan man i dag se programmer og gæstelister fra disse væddeløbsuger.

Alt tegnede således lyst, og man havde et godt forhold til det danske kongehus, ligesom Christian August II gerne var sammen med kunstnere og lærde.

På 100 års dagen for slægtens overtagelse af Gråsten holdt hertugen en stor fest for hele byen Gråsten. Det var en fest med masser af morskab, rigelig indtagelse af våde varer og til slut et stort fyrværkeri. Christian August II deltog i festlighederne, ligesom han var til andagt i kirken.

Hertug Christian August II var ikke mere forhandlingsvillig end sin far. Først efter mange tovtrækkerier gav han bønderne fri i 1847, vel at mærke mod betaling af 650 rdl. i afløsningssum pr. ejendom. Bønderne under hertugen af Augustenborg blev således frie ca. 60 år efter bønderne i resten af landet.

Optakten til den store Slesvigske krig

I Slesvig og Holsten var der i 1840’erne en stor debat om betimeligheden af  at skulle være under den danske konge. Herunder var det ligeledes spørgsmålet om de sønderjyske arverettigheder. Den tyskfødte og senere dansksindede juraprofessor Christian Paulsen skrev en afhandling om den sønderjyske arvefølge. Prof. Christan Paulsen, der var en god bekendt af hertugen, og som havde haft møder med ham både i Heidelberg, København og på Augustenborg, var her i direkte modstrid med Christian August II ønsker om mere indflydelse på dette område. Christian August II’s svarede igen i en pjece ”Die Erbfolge in Schleswig Holstein”, hvor han fastslog, at når den danske kongelinie var uddød, tilfaldt hertugdømmerne Slesvig og Holsten, Hertugen af Augustenborg.

I hertugdømmerne opstod bevægelser både for og mod dette synspunkt, og de nationale strømninger i Europa gjorde ikke disse forhold mindre.

Det var således også i skyggen af disse nationale konflikter, at Hertug Christian August II holdt sit sølvbryllup i 1845. Gæster kom til denne begivenhed fra nær og fjern. Sølvbrylluppet blev afholdt på Augustenborg Slot og var en overdådig fest med gastronomiske specialiteter og fantastiske vine. En af de få inviterede gæster der ikke kunne komme til denne fest, var eventyrdigteren H.C. Andersen. Hans afbud er lidt uklart, men det skyldtes formodentligt, at ”den svenske nattergal”, Jenny Lind, var i København på dette tidspunkt. Han kom dog til Gråsten i november 1845 og opholdt sig 9 dage på Gråsten Slot. H.C. Andersen skrev ”Den lille pige med svovlstikkerne” under den ”tveede eg” i slotshaven. Under opholdet tegner og maler den kendte tyske maler Carl Hartmann flere portrætter af H.C. Andersen.

I marts 1848 var ilden ved at brænde igennem. Revolutioner i Frankrig og Tyskland rygtedes til hertugdømmerne, og den 20. marts rejste hertug Christian August II til sin bror, Prinsen af Nør, og forhandlede med ham. Det var nu, der skulle smedes. Prinsen af Nør tog til Kiel og deltog i forhandlingen om en provisorisk regering. Hertug Christian August II tog til Berlin for at få den preussiske konges støtte til at sikre Hertugdømmerne under hertugen af Augustenborg.

Prinsen af Nør gik ud over det aftalte, og den provisoriske regering erklærede om morgenen den 24. marts, at den havde overtaget ledelsen af hertugdømmerne. Hertug Christian August II var nu fanget i sit eget spind. Broerne til det danske kongehus var brændt, og det var udelukket, at man ville give den danske trone til hans slægt.

Opstanden og den deraf følgende krig blev kaldt 3-års krigen. Hertug Christian August II kom ikke til at spille nogen særlig rolle under den. Han kom under fægtningerne et par gange på Gråsten, men aldrig mere på Augustenborg. Han blev forvist efter at oprørshæren havde tabt, og fik af den danske stat en sum på 3 millioner rigsdaler for sine besiddelser, mod at han ikke igen gjorde noget, der kunne genere det danske monarki og rige.

Sejrherren overtager

Efter den store slesvigske krig og tabet af de danske godser flytter familien ind på Primkenau i den østlige del af Preussen. (Byen Primkenau er i dag beliggende i Polen. Slottet blev ødelagt i de sidste måneder af 2. verdenskrig.) Man prøver herfra at trække på de mulige forbindelser for på sigt igen at være en mulig hertug over de 2 hertugdømmer.

Gråsten Slot ejes af den danske stat, som prøver at afhænde det til en prominent køber. Konseilpræsident Estrup er en af dem, der havde kig på Gråsten Slot, men en bygningssagkyndig advarer ham mod at overtage slottet. Han fortæller bl.a., at der på det kraftigste må advares mod at ringe med klokkerne i tårnet, grundet råd i træværket. Han beskriver, at slotskirken er den eneste del af slottet, som er i rimelig stand.

Den spegede tid efter 1864

Konseilpræsident Estrup vælger ikke at overtage Gråsten Slot på grund af bygningernes stand, men formodentlig også grundet risikoen der er i den ”sønderjyske krudttønde”. Det bliver derimod Grev Adam Gotlob Moltke Huitfeldt, der køber slottet. Han har kun Gråsten Slot i kort tid, men sælger slottet grundet nederlaget til Preussen i 1864.

Grev Adam Gotlob Moltke Huitfeldt sælger herefter til en yngre søn af Hertug Christian August II,  Prins Christian af Augustenborg.

Bismarck ønsker ikke Augustenborgerne tilbage i Slesvig og nægter Christian August II at have ophold på Gråsten. Hertug Christan August II dør på Primkenau i 1869 uden at have været på sine slotte efter den preussiske sejr i 1864.

Hans søn Frederik Christian August overtager titlen som Hertug af Augustenborg ved faderens død. I folkemunde er han kendt som ”Friedrich Achte”. Han har lavet et stort lobbyarbejde for at få slægtens gamle områder tilbage. Han har bl.a. allerede i 1848 lavet en ”Grundlov for Hertugdømmerne”. I denne grundlov forpligtes området til at være en tysk delstat, og sproget skal være tysk. Endvidere beskriver den hvilken magt ”Friedrich Achte” vil have. Dette har åbenbart ikke været nok for Bismarck, idet han afviser et ønske om igen at tage bopæl på Gråsten eller Augustenborg Slot.

Augustenborg Slot bliver omdannet til et seminarium for kvinder, mens Gråsten Slot igen er ubenyttet.

Feodora og Kejseren

I 1884 arver Ernst Günther II hertugtitlen, og han får nu mulighed for at overtage Gråsten Slot. Han benytter slottet ofte til jagter og som sommerresidens. Hans søster Feodora er en skattet gæst på slottet. Gråstenere ser hende ofte gå i parken og skoven eller blot sidde med et staffeli og male.

Hertug Ernst Günther II har rejst 2 mindesten i skovene. Den ene sten fortæller, at her skød Hertug Ernst Günter II sin første råbuk. Denne sten er rejst i 1887. I 1890 havde han besøg af sin svoger, den tyske kejser Wilhelm II. Efter dette besøg rejste man igen en sten. Denne gang er teksten, at ”Kejser og kong Wilhelm II har her, med hjælp fra Hertug Ernst Günther II, skudt en råbuk.

Hertug Ernst Günther køber omkring århundredeskiftet en del jord og skov til Gråsten. Samtidig anlægger han en del karpedamme, ligesom han får hjælp til karpedriften fra Primkenau. I perioden fra 1905 og frem til 1909 foretager hertugen en større ombygning. Blandt andet får han lavet en renovering af murværk, får sat drejede søjler langs facaden, og i havesalen får han bygget en trappe i spansk stil. Det kuriøse ved denne trappe er dog, at den er lavet af papmaché.

Det skal også tilføjes, at han får bygget vandværk og et spildevands rensningsanlæg.

Hertugen opholder sig dog kun i en til to måneder om året på Gråsten, men han ønsker ikke at have gråstenerne i slotsgården, så der bliver lavet en dør i nordsiden af slotskirken, således at almindelige borgere kan gå i kirke uden at forstyrre herskabet.

Genforening

Tysklands nederlag i første verdenskrig, og deraf følgende revolution, giver de danske i Slesvig mulighed for at stemme for en grænseflytning. Grænsen bliver efter afstemningen 10. februar 1920 lagt, hvor vi kender den i dag, og Gråsten Slot ligger igen i Danmark. Hertug Ernst Günther II bliver tilbudt at sælge sine danske besiddelser. Han forlanger dog en alt for høj pris, 10. mill. dkk.. Først efter hårde forhandlinger mellem hertugens og den danske stats advokater enes man om et salg til 5 mill. dkk.. Dette sker den 21. april 1921, 2 måneder efter den svagelige hertug Ernst Günther II’s død på Primkenau. Inventaret fra Gråsten Slot sælges på auktion. Det er således anden gang, at man sælger slottets inventar. En lille krølle på denne del af historien er der. Da kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid overtog Gråsten Slot, flyttede kronprins Frederik et skab fra Amalienborg til Gråsten Slot. Dette skab havde han fået af hertuginde Dorothea, og det fik således igen plads på Gråsten Slot.

Hertug Ernst Günther II’s hustru Dorothea af Sachsen Coburg sælger Primkenau i 1929 grundet den galopperende tyske inflation. Hun døde først i 1967.

Da ægteskabet mellem Hertug Ernst Günther II og Dorothea var barnløst, går Primkenau og titlen videre til Hertug Ernst Günther II’s fætter Albert. Hertug Albert er søn af Prins Christian af Augustenborg og den engelske Prinsesse Helene (datter af Dronning Victoria).

Albert er opvokset i England, og fik tysk officersuddannelse. Han er en beskeden og vellidt mand. I sine sidste leveår er han hårdt ramt af sygdom og dør uden nære arvinger i 1931. Han valgte ikke at blive begravet i familiekapellet. I stedet bad han udtrykkeligt om at blive begravet på kirkegården ved den reformerte kirke i Primkenau.

Efter den danske stats overtagelse af Gråsten Slot ombygger man slottet i mindre grad. Gråsten Slot bliver nu bolig for en række statsembedsfolk, samt for domstol og bibliotek.

Bryllupsgaven

I 1935 gifter Kronprins Frederik sig med den svenske Prinsesse Ingrid. Der bliver lagt mange ressourcer i for at finde gaver til de nygifte. Den sønderjyske socialdemokrat I. P. Nielsen har en god ide. I København trækker han i trådene og på kun 14 dage lykkes det ham at få overtalt regering og landsting til at give Gråsten Slot til det unge kronprinspar. Brugsretten over slottet gives, ligesom der laves en aftale, at sålænge kongehuset råder over og har brugsretten for Gråsten Slot, får man grøntsager og frugt uden vederlag.

Slottet ombygges nu for 400.000 kroner som landstinget bevilgede igen på rekordtid. Allerede den 20. august 1936 flytter Kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid ind på deres nye sommerresidens, Gråsten Slot.

Det bliver dog kun for en kortere tid, idet kongehuset vælger at blive i København under den tyske besættelse. I 1944 flyttes kongehusets møbler over i slotskirken, og slottet indrettes til brug som lazaret for sårede soldater og flygtninge fra østfronten. Det kom til at koste knap 20.000 kr. at genskabe sommerresidensen

I september 1946 modtages kronprinseparret igen hjerteligt på Gråsten. Denne gang var det med de to prinsesser Margrethe og Benedikte.

Gråsten Slot er en af Sønderjyllands kendeste og smukkeste turistattraktioner. Den perfekte beliggenhed i umiddelbar nærhed af natur, sø, fjord og ikke mindst den driftige handelsby Gråsten.

Åbningstider

Hvem er online

Vi har 4 gæster og ingen medlemmer online